Op og ned på økologi, biodynamik og naturvin


Mange forbrugere har svært ved at skelne mellem økologi, biodynamik og naturvin. Ikke mindst fordi beskrivelse af disse vine fortsat er præget af myter og gamle fakta. Hvad er hvad? Hvad skal jeg købe? Kan man smage økologi? Vi tager fat i spørgsmålet. Først med en overordnet gennemgang, som vi senere følger op med dybere artikler om økologi, biodynamik og naturvin.

Kommet for at blive

Det skønnes blandt vinproducenter, importører og forbrugere, at markedet for økologisk vin vil vokse markant i de kommende år. Det er ikke mindst de europæiske vinproducenter, der i dag præger markedet, og hver dag bliver der i dag omstillet op mod 25 vinbrug fra konventionel til økologisk produktion i de største vinproducerende lande i EU, nemlig Italien, Spanien og Frankrig.

Ikke det samme som kvalitet

Men når markedet for økologisk vin bliver eftertragtet, bliver det også et slaraffenland for producenter, som godt nok producerer økologisk eller biodynamisk men ikke nødvendigvis leverer kvalitet. Økologi og andre metoder er ikke det samme som kvalitet. Og du kan ikke nødvendigvis smage det. Det er en tilgang til eks. brug af tilsætningsstoffer, kunstgødning og sprøjtemidler - og i noget af biodynamikken også en livsfilosofi inspireret af Rudolph Steiners lære.

Hvad er hvad?

For at sætte rammen op for hvad, der er hvad, får du denne enkle oversigt over begreberne:

  • Økologisk vin er i EU produceret efter fælles regler, som du kan finde i dette link. Reglerne blev senest ændret i 2012, og udgangspunktet er begrænsning af tilsætningsstoffer, brug af kunstgødning og pesticider. Økologisk vin er underlagt officiel myndighedskontrol.
  • Biodynamisk vin er groft sagt økologisk vin, hvor man har tillagt yderligere kriterier for produktionen - herunder tidspunkter for arbejdet i marken og høst. Men der stilles også skærpede krav til fremstillingen af vinen og selve vinifikationen. Du læser mere om den biodynamiske vin her. Biodynamisk vin skal være mærket med Demeter.
  • Naturvin er også groft sagt økologisk og biodynamisk vin. Men her går man hele vejen og har opstillet virkelig strenge krav til alt, og stort set er det vin uden nogen form for menneslig manipulation. Du kan se mere om naturvinen her. Der er ingen officiel kontrol af naturvin, men der er blandt andet i Frankrig en privatejet instans, som verificerer ægthed.

Stol på din vinhandler og dermed producenten

Som importør og forhandler har vi ventet med at kaste os ind i dette univers. Det har vi nu. Blandt andet fordi spørgsmål som holdbarhed og pris : kvalitetsforhold er langt mere afklaret i dag. Men også fordi vores producenter har været så venlige at gennemgå hele deres produktion med os, så vi med selvsyn kan få bekræftet, at  økologi, biodynamik og naturvin er mere end ord - det er virkelighed. Men her vil vi gerne slå på tromme for, at fordi der står økologi på etiketten, er det ikke det samme som kvalitet. Kvalitet kommer stadig af brug af udsøgte råvarer og produktionsmetoder og naturligvis opfindsomhed og god smag. 

 

kilder: vinsiderne.dk, EU 2013/2012, gogetorganic.eu