Økologisk vin uden risiko for tømmermænd, eller..


En ugeavis slap i forbindelse med Black Friday en enestående nyhed løs med overskriften "Smag vinen som ikke giver tømmermænd". I artiklen hed det, at hvis man drikker en bestemt spansk økologisk vin, så har en af de helt tunge vinproducenter i Spanien lige præcis vinen. Med andre ord økologisk vin kan fjerne eller reducere risikoen for tømmermænd. En enestående opdagelse.

Men sådan er det ikke. Hverken produktionsmetoder eller andet kan ændre på det faktum, at det er alkoholen, vi får tømmermænd af. Og jo mere alkohol, jo større risiko er der for kraftige tømmermænd. Tømmermænd opstår under den proces, hvor alkoholen nedbrydes i vores krop, og de opstår ikke som et resultat af anvendelse af kunstgødning eller sprøjtemidler, selvom kemiske stoffer kan udløse reaktioner som hovedpine eller andre ubehageligheder.

Så desværre var det en and eller blot et ringe forsøg på product placement i medierne. Hvis du vil læse mere om, hvad tømmermænd er skabt af, hvad de kan forårsage, og hvordan man tackler dem, så ligger der på Netdoktor.dk denne ganske udmærkede fagligt korrekte artikel. God læselyst.