Chateau Turcan, Côte Du Luberon - Rhône





Château Turcan - stolte traditioner og holdninger til vin
Goosmann Vin er eneimportør af Chateau Turcan i Danmark og Sverige.

Chateau Turcan er en producent, vi igen og igen er vendt tilbage til. Og hvis vi skal være helt ærlige... så var det lidt af et tilfælde, at vi fandt Turcan. I vores søgen efter Luberons bedste vinavlere havde vi været på de "helt rigtige adresser" og smagt de "helt rigtige vine", som alle er gode, men er og bliver dansen om guldkalven. En tur ud i det blå, et skilt ved vejen, en rask beslutning, et venstresving og vupti, dér var vi og fik en prøvesmagning af de helt store og en rundvisning på stedets udsøgte, gamle og meget store samling af redskaber og udstyr til vinproduktion.

Vinene fra Chateau Turcan kan måle sig med - og er ofte i højere standard - end de vine, som har adelsmærket “de bedste” i Luberon og Rhône. Turcans vine får i disse år den ene anerkendelse efter den anden, og senest er det blevet til yderligere tre medaljer ved den årlige messe og vinsmagning CGA i Paris. Derudover har en af verdens førende sommelier, Andreas Larsson, anerkendt Turcan som en af verdens bedste vinproducenter og givet deres topvin fra 2007 karakteren “meget anbefalingsværdig”. Som en kuriøsitet kan vi også nævne, at den engelske skuespiller Michael Palin for nogle år siden lavede nogle mad- og vinprogrammer for BBC, hvor han rejste gennem hele Frankrig for at finde den bedste vin. I den afsluttende udsendelse sad han med en flaske fra Chateau Turcan i hånden og sagde: “hvorfor dog betale 100 Euro for en flaske Bourgogne, når man kan få hele vinens verden for 10?”  med en slet skjult hentydning til vinsnobberiet og vinanmeldere med gemte dagsordener.

Det er derfor vi i Goosmann Vin er så begejstrede for Turcan - du får det bedste af alle vinens verdener. Og du kan få netop den vin, der passer dine smagsløg, da Turcan producerer rigt varierede vine - fra de silkebløde til de tørre og markante. Chateau Turcan anerkendes af førende franske vineksperter som et af Rhônes og Luberons topnavne og har gennem årene høstet mange priser. Se deres medvirken i denne video, hvor Monsieur Laugier bla. viser sin enorme samling af vinredskaber frem.

Fakta om Château Turcan
  • Hovedproduktionen er rødvin, men der produceres også en glimrende rosé og hvidvin.
  • Primære druer til Turcans rødvine er Grenache, Syrah og Carignan. Desuden anvendes druen Cinsault. Til rosé anvendes samme druer, mens der til hvidvine anvendes druesorterne Vermentino, Rousanne, Grenache Blanc og Viognier.
  • Der hører 25 ha. til Turcan, som ligger 220 m. over havets overflade. Maks. udbyttet i Luberon er 55 hl. pr. ha. med et gennemsnit på 45 hl. Turcan har de seneste år produceret mindre end 500 hl. og gennemfører ikke produktionen af egne vine, hvis kvaliteten ikke lever op til deres kvalitetskrav.
  • Stedet producerer hele 4 forskellige cuvéer i rødvine,  3 i hvidvine og 2 i rosé.
  • Gennemsnitsalderen på vinstokkene er kun 20 år, idet man fra slutningen af 90‘erne og gennem 2000 har skabt en omfattende fornyelse af stokkene for at gennemføre en forædlingsproces af Turcans vine. Stokkenes alder har ikke påvirket kvaliteten negativt - tværtimod - hvilket må siges at være sjældent godt gennemført. Ældste stokke er over 70 år og lægger druer til topcuvéerne L'Agitateur og Louis Turcan.
  • Kvaliteten sikres af en oenolog og forædlingen af vinen sker i samarbejde med en “berømt konsulent fra Bordeaux”. Navnet på sidstnævnte vil Turcan ikke ud med, men både bouquet og smag vidner om en prof.
  • Stedet drives af familien Laugier og er efterkommere af Louis Turcan, som grundlagde stedet. Ud over vinproducent var Louis Turcan også farmaceut og borgmester i byen Pertuis.
  • Turcans motto er: “Ingen kvalitetsvin uden kvalitetsdruer”.

    Du kan læse mere om vinene og stedet I dette link.

    Hvis du vil vide mere om det smukke Luberon og vinene, så se dette link